Amager Skovhjælpere fungerer dagligt som en levende praktikplads, hvor den unge har mulighed for at prøve sig selv af i trykke rammer. Men det er også en vigtig del af vores STU-uddannelse, at eleverne afprøver sig selv i eksterne praktikforløb. Vi har et bredt samarbejde med andre STU-skoler og det lokale erhvervsliv. Da vi i forvejen løser mange opgaver i nærområdet: Vestamager, Dragør, Ørestaden og Christianshavn, har vi efterhånden fået oparbejdet et solidt netværk af kommunale og private aktører, der kender til skovhjælperne og gerne tager vores elever i praktik. Det er alfa omega at praktikstedet kender til Frederikkes udfordringer og hvilke særlige hensyn hun har brug for. Frederikke elsker at være sammen med ældre mennesker og hendes drøm er, at arbejde som plejer eller i køkkenet på et plejehjem. Når elevernes praktikperiode er slut, afholder vi (elev og STU-vejleder og personale fra praktikpladsen) et evalueringsmøde. På disse evalueringsmøder, kigger vi på, hvordan det samlet set er gået, og eleven får at vide hvad han/hun evt. skal arbejde videre med, for senere at kunne søge job inden for området.